Et malt stakittgjerde på 147 meter inngjerdet eiendommen. Gjerdet lå
12 meter fra våningshuset. Fra gjerdet var det 48 meter ned til to
store pakkhus som lå ved sjøen. Den ene sjøpakkboden var 21,8
meter lang, 9,6 meter bred og 2,9 meter høy. Den hvilte på
stenpillarer. Den andre sjøpakkboden lå 2 meter fra den første.
Den var 18,5 meter lang, 9,6 meter bred og 3,3 meter høy. Også den
hvilte på stenpillarer. P. C. Pedersen skal ifølge
familietradisjonen ha anlagt tennisbane og frukthave ved "Fjeldvik".
Den samlede eiendommen ble taksert til 17 350 kroner. Huset er med på Hans Gudes maleri "Aftenstemning i Sandefjord 1885". Huset er også med på to malerier Einar From laget i 1890-årene.
I 1884 ble selskapet "Sandefjord Flydedokker A/S" stiftet på initiativ av Chr. Christensen. Selskapet bygget flere flytedokker ved Fjellvik i 1880-årene. P.C. Pedersen var en av aksjonærene i selskapet.
Da "Fjeldvik" sto ferdig i 1882, anla P.C. Pedersen telefonforbindelse fra forretningen i Langgaden til "Fjeldvik". Det var den første telefonforbindelsen i vårt distrikt. Sammen med ingeniør K. Hetlesæter og verftseier Chr. Christensen søkte han og fikk tillatelse til å reise stolper og strekke linjer i byens gater. Så anla de telefonforbindelse ut til sine eiendommer på Huvik-siden av fjorden.
I inntektsåret 1884 ble Pedersen lignet for en antatt formue på 110 000 kr, og var da Sandefjords rikeste kjøpmann. Høsten 1884 døde P.C. Pedersens kone av mavekreft, og snart begynte også de økonomiske problemene. Året etter var formuen redusert til 80 000 kr, og i 1886 var den helt borte. Rundt midten av 1880-årene var det en stor økonomisk krise i Norge. Ikke minst ble kystbyene rammet. I Sandefjord gikk nesten alle byens ledende forretningsmenn konkurs. Den økonomiske elendigheten førte til store lidelser og sosial
degradering for mange mennesker. P.C. Pedersen var en av dem. Bunnen var falt ut av treskipsmarkedet, og han tapte store penger på spekulasjon i skog og trelast. Store beløp var bundet i eiendommer. Han hadde videre et omfattende
kausjonsansvar i risikofylte engasjementer.
I slutten av 1886 forsøkte P.C. Pedersen å selge aktiva for å betale avdrag på gjelden. I november fikk han solgt sine eierparter i "Sandefjord Flydedokker A/S" til Svend Foyn i Tønsberg for 4 500 kroner. Det var ikke mange som hadde penger å kjøpe for i disse vanskelige tidene, men Svend Foyn var grunnrik etter å ha startet den moderne
hvalfangsten på Finnmarks-kysten. P.C. Pedersen hadde etter hvert kjøpt nye parseller på Huvik, og eiendommen var blitt betydelig utvidet. Den 20. desember 1886 skrev han til Svend
Foyn (11).:
"Herr Foyn antager jeg kjender min Eiendom Fjældvik liga over for Byens Brygger der gaaer fra Kamfjord Skibsværft
lige til Sandefjords mek Værksted med en Strandret af 300 Favne og har 28 Fortøiningspeler, samt andre indretninger for en Bedrift som Herr Foyns og vil kunde endnu gjøres overmaade meget ud af, men for mig er tiderne dertil for daarlige. Eiendommen som den nu er Renter Kr 30 000 og jeg maa desværre ogsaa sælge den, paa Grund af tidernes Tryk. Herr Foyn kunne vel ikke tænke paa at kjøbe den. Kommer tiderne igjen eller at vori Sted faar lidt fremgang igjen maa denne Eiendom komme opi betydelig Priis. Der er god Plads for mange Pakhuse og mange Slips for optagning af Hvalbaade og andre mindre Fartøier et overmaade deiligt Sted som Sommerbolig har
Fiskeret og udmærket for Søebad. Jeg tillader mig at vedlægge en Taxtforretning afholdt i Juni dette Aar, som ved Leilighed godshedsfuld bedes retourneret - Det er sørgeligt herr Foyn efter i 24 Aar at have arbeidet som jeg har gjordt og ved disse daarlige Aar paa Grund af min Dumhed som paa saa mange andre Forretningsfolk stadig at have været med paa al Ting og troet paa bedre Tider at tabe alt, og se fremtiden mørkt imede. Herr Foyn maa være saa vanlig at tilgive mig at jeg saa liga ud forklare min Stilling... Med
megen Agtelse, ærbødigst P.C. Pedersen".
Svend Foyn kjøpte ikke "Fjeldvik", og ingen andre kunne hjelpe P.C. Pedersen ut av de økonomiske problemene. Like over nyttår 1888 måtte han levere sitt bo til skifteretten. Eiendommer og løsøre ble solgt. Også eiendommen "Fjeldvig" ble utbudt til salgs. I Sandefjords Tidende sto følgende annonse 4. august 1888:
"Landsted til salgs. Eiendommen "Fjeldvig" - smukt beliggende ved Sandefjordsfjorden - med nye, smukke
husebygninger, stor velstelt have,
strandret, fiskeri og andre herligheder er meget billig til salgs ved undertegnede.
I ringepenge, pakkhusleie og forpagtning af fiskeriet giver eiendommen ca. 800 kr. i aarlig afgift. Johan Bredal, overretssagfører. "
Eiendommen ble først solgt ved auksjonsskjøte i 1890 for kr 15 000 til P.C. Pedersens gamle venn Chr. Christensen. Christensen solgte det inngjerdede området med selve landstedet til Ole Wegger. Weggers eiendom fikk bruksnummer 11 under gårdsnummer 113 Huvik. Christensen beholdt resten av den verdifulle eiendommen selv, men solgte den til slutt til Framnæs mek. Værksted.
Ole Wegger innredet "Fjeldvik" som privatbolig for sin familie. Det var også i Weggers tid at huset fikk dagens utseende. Den viktigste endringen var at huset fikk en full annen etasje i hele byggets lengde.
I 1986/87 ble eiendommen restaurert og tilbakeført til utseendet fra Weggers tid.
LITTERATUR:
1) Knut Hougen, Sandefjords historie, bind I, (Oslo 1928), s. 117.
2) Knut Hougen, Sandefjords historie, bind I, (Oslo 1928), s. 117.
3) Statsarkivet i Kongsberg. Larvik sorenskriveri, Pantebok 118 (1835-1841), s. 351-352.
4) Statsarkivet i Kongsberg. Larvik sorenskriveri, Pantebok 11 12 (1855-1860), s. 1056.
5) Knut Hougen, Sandefjords historie, bind I, (Oslo 1928), s. 329. Hougen antar at boden har tilhørt Niels Hansen Grøn. Boden har imidlertid tilhørt hans far Hans Johannesen Grøn. For det første omtales boden som "Gamle Grøns
fiskebod". Ifølge Adolph Jacobsens artikkel i Vestfold 31. mars 1934 skal boden ha tilhørt "gamle Grøn i Lunden". Vi vet dessuten at hans Johannesen Grøn drev bunngarnfiske. Det er mer uklart om sønnen drev
fiske.
6) Vestfold, 31. mars 1934.
7) Hans S.I. Bogen, 70 år Lars Christensen og hans samtid, (Oslo 1955), s. 160.
8) Hans S.I. Bogen, Fem hundre år og femti (utgitt av Sandefjord handelsstands forening 1951), s. 65.
9) Statsarkivet i Kongsberg. Branntakster. Vestfold B Sandar 13, s. 135-138.
10) Vestfold fylkesmuseum, Svend Foyns private arkiv, boks 27, mappe 112.
Bruk av stoffet med angivelse av kilde er tillatt.
|