Sandefjord bibliotek

Søk i bok- og mediabasen

Logg inn i MappaMi
Logg inn
Bibliotekets tjenester Veiledning til bibliotekets samlinger Arrangement og utstillinger på biblioteket Til Barnebibliotekets tilbud og tjenester Selvbetjening av bibliotekets tjenester Spør oss Alfabetisk innholdsregister A-Å

Tilbake til hovedside Thaulow

Maleri av Thaulow

Bildet fra: Kurbadet 1837-1987 : Sandefjord Bad, Kuranstalt, Svovl- og Søbad, Sandefjord i Norge / Egil Christensen...<et al.> ; redaktør: Gro Laheld Lundh. Sandefjord, 1987.

 

BIOGRAFI

Heinrich Arnold Thaulow 1808-1894
av F.G. Gade, Kristiania 1908:



PDF-UTGAVE

Til Prospektus med bademetoder ved Sandefjord bad

Til tema: Sandefjord bad

 

 

Heinrich Arnold Thaulow
1808-1894

Gade, F.G.:
 Heinrich Arnold Thaulow, 1808-1894
Blade af det norske badevæsenets historie, et hundreårsminde
Kristiania, Aschehougs boghandel, 1908

Utdrag: Thaulow og Sandefjord

Thaulow

Thaulow

SYDLIGST i Jylland, i nærheden af Kolding eller egentlig nærmere Fredricia, ligger den lille landsby Tavlov, fra hvilken den talrige baade i Danmark og Norge vidtforgrenede slægt Thaulow har taget sit navn. Slægten kan følges der i egnen helt tilbage til begyndelsen af det 16de aarhundrede, men Tavlov-navnet kom først i brug, da den vellærde Bertel Iversen i slutten af aarhundredet var bleven præst i den lille by, og tog navn derefter.

Til Norge kom slægten omkring 1660 med Henrik Bertelsen Thaulow, der som ganske ung gut slog sig til i Trondhjem. Her i landet har flere af slægtens ætlinger vist egenskaber, der har hævet dem ud over det vanlige i deres samtid og omgivelser. En fantasirig, kunstnerisk livfuldhed, og dog et sikkert blik for livets realiteter, en energisk vilje og seig udholdenhed har hørt til hovedtrækkene. Og navnet Thaulow er blevet et af de kjendte i landet.

Doktor HEINRICH ARNOLD THAULOW besad slægtens egenskaber i lykkelig forening; livlig og energisk, udrustet med en varm skjønhedslængsel saavelsom med praktisk sands og skabende evne fik han fuld anvendelse for alle disse egenskaber under det livsarbeida han udførte ved at grundlægge og udvikle Sandefjord og Modum bad og dermed gjøre det første store rydningsarbeida for norsk balneologi og kurstedsvæsen

I Schleswig blev da Heinrich Arnold født 10de Juni 1808. Han viste tidlig at have arvet sin fars og bedstefars kunstneriske anlæg, især som tegner, og var som barn gjenstand for sine søskendes livlige beundring ikke alene paa grund af de mangehaande landskabsmalerier, han fabrikerede, men vistnok særlig ved de karikaturer han leverede over familiens venner. Hans anlæg var dog saa udprægede, at han for alvor havde valgt malerkunsten som sit livsarbeide og i 1824 forberedte sig til at reise til kunstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig som maler her.

I august 1830 modtog Thaulow sin udnævnelse til denne post og i oktober samme aar kom han til Kristiania for alvor.

Fra første stund af befandt han sig her fuldkommen som hjemme, saaledes som hans breve til familien i Schleswig viser. Og under det øvrige forløb af hans lange, virksomme liv i Norge, voksede han sig altid fastere sammen med landet og dets forhold og nærede en levende interesse for dets skjæbne og trivsel, i materiel som aandelig henseende.

Paa reisen fra Schleswig var Thaulow bleven ledsaget af sin ældre bror Johan Fredrik (Fritz) Th., der senere blev norsk juridisk kandidat (1837) og døde som tollkasserer i Sandefjord.

Efterhaanden kom ogsaa flere andre af hans brødre hid; Julius, den yngste blev hans efterfølger som amanuensis ved laboratoriet og senere professor i kemi ved universitetet; dernæst ogsaa Harald Thaulow, den bekjendte apotheker.

Saaledes var en væsentlig del af denne gren af slægten kommen tilbage til Norge igjen.
Efterat Thaulow straks i 1830 var bleven immatrikuleret ved universitetet, arbeidede han som amanuensis her til 1832; han opgav da stillingen for at forberede sig til medicinsk embedsexamen, som han tog i 1833; umiddelbart derefter reiste han til Sandefjord som privatlæge.

Det følgende aar, 1834, blev han gift med Nicoline Vibe, datter af daværende amtmand i Nordre Bergenhus, senere generalkrigskommissær Nils Andreas Vibe.

Den klartseende og energiske unge læge havde ikke været lenge i Sandefjord, før han var bleven var, hvilke gode naturbetingelser stedet frembød for et søbad. Hertil fik han vistnok en yderligere tilskyndelse, da Moss søbad, det første i Norge, aabnedes sommeren 1835 og straks kom i god gang. Med kraft tog Thaulow fat paa opgaven og fik flere formaaende mænd som kjøbmand Sørensen i Sandefjord, foged Olsen, Thaulows trofaste støtte, og mægler Falkenberg, Larvik, med sig. Efter at han sammen med de to sidste havde gjort en recognoseringsreise til Moss og Strømstad, sattes der i Sandefjord og omegn igang en aktietegning, hvorved der i kort tid samledes ca. 3000 spd., hvortil man ogsaa fik et banklaan paa vistnok omkring 1000 spd. Med denne beskedne kapital gik man saa igang, og Th., paa hvem det hele hvilede, og som maatte gjøre tegninger ikke alene til grundplan, men ogsaa til detaljer som vinduer og døre, arbeidede med slig energi, at Sandefjord bad kunde indvies og tages i brug den 9de august 1837.

Selvfølgelig var ogsaa badet anlagt efter en meget beskeden maalestok, væsentlig som søbad, med en badebygning, der indeholdt 8 baderum (med paaklædningsrum), desuden ogsaa et russisk dampbad.

Foretagendet nød i alle fald til en begyndelse megen sympathi hos Sandefjords indbyggere, der under anlægget ydede hjælp paa forskjellig vis, saaledes ved gratis at kjøre sten og grus til muring og opfyldning af det 12 000 alen store areal, der skulde indvindes af stranden og gjøres til park. Ogsaa badets aktionærer synes i de 15-16 første aar af badets tilværelse at have betragtet det mest fra det almennyttiges standpunkt, idet de ikke alene anvendte den hele indtægt til forbedringer og udvidelser, men ogsaa gav direkte tilskud for at holde det tidsmæssigt. Og dette har vistnok ogsaa været klog politik; thi badet, som straks fik god og stadigt øgende søgning, blev efterhaanden ogsaa en stadig stigende faktor i byens økonomi, ligesom det bevirkede fremgang paa andre hold, saaledes i stedets fra først af høist primitive postgang og kommunikationer forøvrigt med udenverdenen.

Endnu medens badehuset var under opførelse, blev THAULOW opmærksom paa svovlvandet, der senere blev en af badets ganske spesielle virkemidler. Det samledes ved lavvande i de dybe huller, som til badehusets fundamentering var gravet i fjæresanden. Da ogsaa endel brønde høiere oppe i byen syntes at indeholde svovl, og leren i et teglbrænderi der i byen viste sig saa rig paa svovl, at den brændte med blaa flamme, mente Th., at svovlvandet maatte skyldes kilder, der havde sit største opkomme nede i strandkanten, hvor det blandet sig med søvand. Efter brødrene STRECKERS analyse viste dette svovlvand sig ogsaa at være søvand med en let ændring i de forskjellige salters mængde, men indeholdende endel svovlvandstof og kullyre. Og det tør vel ansees for givet, at disse tilblandinger skyldes dekomposition af organiske stoffe i fjærelandet, muligens i forbindelse med gytjeafleringerne der.

Ligesaa heldig var Th. med det andet kurmiddel, som har spillet saa stor rolle i Sandefjord bads hele teknik, nemlig gytjen. Efter eksempel fra Strømstad og andre steder var Th. overbevist om, at gytjebehandling maatte indgaa som et væsentlig led i den hele badekur. Men ved badets grundlæggelse antog man ei, at gytje fandtes paa stedet, og det kostelige stof maatte derfor forskrives fra Strømstad. Den første kvarttønde var en dag netop ankommen — den blev, som Th. oplyser, betalt med 5 spd. — da en af arbeiderne, der nede i fjæren var beskjæftiget med gravninger for rørledningen til søvandet, bragte Th. den fineste gytje, maaske fremdeles Sandefjords vigtigste medicinske særegenhed.

Sandefjords bad

Sandefjord bad i 1840. Efter blyanttegning af senere fyrdirektør Diriks.


Af naturfrembringelserne paa stedet fandt Th. med den ham egne gløghed endvidere paa at bruge de i fjorden i store masser forekommende manæter, «medusaslim», som et balneologisk kurmiddel med ikke alene stærkt hudirriterende, men ogsaa alment indgribende virkning. Midlet er vistnok senere gaaet noget af mode, men dets uomtvistelige og kraftige virkninger turde gjøre det fortjent til paany at optages til nøiere studium og therapeutisk anvendelse.

Naar det saa endelig nævnes, at Th. yderligere føiede birkeriset til det tekniske udstyr ved Sandefjord bad, vil man finde, at dette trods al beskedenhed i ydre fremtræden dog begyndte sin virksomhed under Th.s ledelse med et ganske godt udstyr som kuranstalt.

Unægtelig saa det nu ud, som om Th. havde fæstet sig nøie til Sandefjord og badet, som han omfattede med største interesse. Men det viste sig snart, at vinterklimaet der, og særlig de dengang hyppige søreiser han maatte foretage, trak for store veksler paa hans helbred.
Allerede i 1839 forlod han derfor Sandefjord og overtog stillingen som værkslæge ved Modum blaafarveværk, dengang et stort foretagende, der ved full drift beskjæftigede op til 12-1300 mand. Der ligger her endnu som en hel by af brede, sværgavlede, mørke tømmerhuse i lange gader, det hele med et eget fremmed præg, øiensynlig med mønstre fra tyske bjergværker.
Thaulow boede selv lige i nærheden paa gaarden Nymoen, hvor senere saavel hans svigerson dr. H. G. Dedichen, som igjen dennes søn dr. Lucien Dedichen har boet som læger i en lang aarrække, et sjeldent tilfælde af stabilitet i vore ellers saa bevægelige lægeforhold.

Thaulows virksomhed i Sandefjord havde vistnok været ganske kortvarig. Men, ligesom han i denne tid øiensynlig havde formaaet at sætte sit præg paa badet, saaledes fik hans arbeide der en afgjørende betydning for hans egen senere udvikling. Ikke alene vedblev han paa sit nye opholdssted i Modum at være knyttet til Sandefjord bad baade med medicinske og økonomiske interesser som grundlægger og største aktieeier, ligesom han ogsaa gjentagne gange som kurgjæst besøgte badet. Men ogsaa paa Modum fortsatte han ivrig sine balneologiske studier, og var ikke mindst inden sin egen familie en energisk og begeistret bademand.

I Sandefjord var Th. 1839 bleven afløst som by- og badelæge af dr. I. T. EBBESEN, der helt til 1875 indehavde denne stilling. I løbet af de følgende aar havde badet en rask fremgang med stadig øget søgning ikke alene fra Norge, men ogsaa fra udlandet, særlig Danmark og Sverige. Medens gjæsternes antal første aar, 1839, neppe oversteg 30, der tilsammen tog 925 bad, var disse tal i 1855 steget til 325 gjæster og omkring 13 000 bad.

Desuagtet var Th. slet ikke fornøiet med ledelsen af badets udvikling som kuranstalt; han rustede sig derfor til atter at gjøre sin indflydelse gjældende paa gamle tomter, blandt andet ved i 1853 at gjøre en studiereise til tyske badesteder.

I aarenes løb havde dr. Ebbesen fra Sandefjord leveret en række spredte beretninger om badets virksomhed i de medicinske tidsskrifter. Men i begyndelsen af 1855 udgav han, ikke usandsynlig, i forudfølelsen af og for at afparere de kommende angrep fra Thaulow et større arbeide over Sandefjord bad, dets udstyr, kurmidler og resultater belyst ved en rigelig kasuistik 1). Bogen var udstyret med litografier af badet, byen og omegnen samt med et kart over denne, reiseanvisninger o. I. Men Th.s angreb kunde ikke afvendes.

1) I denne kasuistik findes ogsaa en del tilfælder, der af Ebbesen beskrives som en "affectio sui generis medullæ spinalis" efter en af Jaksch først beskreven type, hvis sygdomsbillede næsten ganske dækker nutidens tabes dorsualis. Karakteristisk nok siger Ebbesen her: "Det er mod denne sygdom badet har erhvervet sig et renommé, der har naaet udenfor landets grænser".

I 1855 bekjendtgjør Th. i Kristiania-bladene, at han under benyttelse af en brøndkur i Sandefjord paany selv vil praktisere som badelæge der dette aar. Ifølge den daværende ordning stod det nemlig enhver læge frit for at give bade- ordinationer ved Sandefjord bad, ganske som tilfældet er ved udlandets større, «aabne», kursteder; saaledes sees foruden dr. Ebbesen i aarene 1853-60 ogsaa dr. Chr. Hørbye fra Kristiania og i tiden fra 1853-75 den i Sandefjord praktiserende dr. W. G. WINSNÆS at have været badelæger der.

Thaulows brøndkur ved Sandefjord var dog vistnok nærmest et paaskud for hans ophold der. Det var snarere et felttog end en badereise han foretog; og felttoget var, som nævnt, længe og vel forberedt.

Med støtte i sin udenlandsreise 1853 udgav nemlig ogsaa Th. i 1855 et arbeide over Sandefjord bad; en bog paa 150 sider, som ved sin fremkomst gjorde adskillig opsigt og som fortjener at bli erindret. Bogen er nemlig det første større balneologiske arbeide her fra landet og indeholder en redegjørelse for saavel de videnskabelige synsmaader som de tekniske methoder, der af Th. var bragt i anvendelse ved badet, og fra hvilke det tør siges, at hele den senere norske badeteknik har udviklet sig . Th.s arbeide behandler nødvendigvis i stor udstrækning ganske de samme emner, som Ebbesen i sin bog, men det hele er hos Th. meget mere omfattende og fuldstændigt og har ubetinget et langt stærkere personlighedens præg.

Tittelblad

Titelblad til Dr. Thaulows bog om Sandefjord

Bogen er skrevet paa tysk og udkom i Hamburg, vistnok i første række som et forsøg paa at henlede Tysklands og dermed det øvrige udlands opmærksomhed paa Sandefjord bad og paa Norge, hvis skjønhed og helsebringende luft og natur varmt prises. Bogen er saaledes uden tvivl ogsaa en af vore første turistreklamer. Karakteristisk for Th.s, hele væren er dens livlige fremstilling, der aander en saa varm og begeistret tro og tillid til badebehandlings nytte, til Sandefjord og til hele Norge. Samtidig gives der med stor nøiagtighed oplysninger om stedets kurmidler, om saltvandets og svovlvandets sammensætning, om gytjen og alle de øvrige midler samt om deres anvendelse. Men bogen indeholder meget mere; den giver for det paaregnede udenlandske publikum detaljerede reiseanvisninger som en «Kursbuch» eller en «Yngvar Nielsen», den indeholder fra P. C. ASBJØRNSENS pen en 16 siders afhandling om medusernes naturhistorie, dengang efter M. Sars' opdagelse af disse dyrs vekselgeneration et nyt og særlig interessant emne; endvidere en længere afhandling af P. I. Th. RØRDAM om Sandefjord-egnens geologi - begge disse afhandlinger udstyret med talrige tegninger -, og endelig som musikbilag to sange (Barcarole og der Neck, begge med tysk tekst) af HALFDAN KIERULF, der selv havde gjennemseet dem for anledningen. Paa enhver maade vilde Th. gjøre dette arbeide tiltrækkende og betydningsfuldt. Derom vidner og dets ydre uidstyr med de 12 prospekter fra Sandefjord og omegn i farvelagt stentryk, naive og romantiske, og som er tegnede af Th. selv; ja endog den ordrige og "schwungvolle" titel med badesymbolske decorationer er vistnok valgt med beregning og hensigt.

Bogen blev anmeldt ikke alene i den norske, men tildels ogsaa i den danske og tyske dags- og fagpresse, idetheletaget meget velvilligt. Ganske naturligt blir den af de norske anmeldere gjerne sammenstillet ined Ebbesens med før kort udkomne bog, og det synes som om der allerede her gjør sig en vis partistilling gjældende i bedømmelsen.

Fra Th.s side var dette dog kun felttogets begyndelse, kun opmarschen. Allerede før juni maaneds udgang, endnu i badesæsonens første halvdel, rykker han frem til et heftigt angreb paa Sandefjords bads bestyrelse i nogle artikler i "Morgenbladet". Han bebreider heri bestyrelsen, at de af den gjennem aarene foretagne forandringer og udvidelser ved badet kun har været rettet mod det rent ydre, ei har taget hensyn til de forbedringer i det therapeutisk-tekniske udstyr, som balneologien i de forløbne 16 aar havde skabt, og ved hvilke Sandefjord forlængst ville have været en helbredelsesanstalt af første rang. Bestyrelsen havde i sin tid fra ham mottaget en helt færdig badeindretning og bademethode, som den havde gjort brug af, men den havde ikke fulgt med tiden, i 16 aar intet nyt tilført. Th. antyder ogsaa at være bleven personlig chikaneret under sit oppold der det aar, idet han klager over, at hans badeinstrukser havde mødt positiv modstand ved badeindretningen. Og allerede i sin første artikel truer han med at oprette en ny konkurrerende badeanstalt i Sandefjord, hvis ikke bestyrelsen gaar ind paa straks at gjøre de fornødne forbedringer, som han nævner i artikelen, alle af rent badeteknisk natur, og som det synes meget rimelige. Hvorvidt dette Th.s heftige angreb helt ud har været berettiget, er dog ikke let at afgjøre, og dets skarpe form man vistnok for en del tilskrives den stærke personlige interesse han som badets skaber og grundlægger næret for dets trivsel.

Men ogsaa i disse artikler kommer der en saadan modig og tillidsfuld optimisme tilsyne baade med hensyn til bade- behandlingen i almindelighed og til Sandefjord som bad i særdeleshed, at man forstaar Th.s iver og harme over den "tverdrivermodstand", der havde gjort sig gjældende i badets ledelse — saaledes karakteriseredes den i alle fald af "en læge", der i "Morgenbladet" tog Th.s parti i striden.

Dog, Th. lod det ikke bli med ord alene. Paa badets generalforsamling i november samme aar mødte han frem til den afgjørende storm som leder for en majoritet af aktionærerne, mobiliseret for anledningen i henhold til den vanlige taktik ved saadanne aktiekrige ved at saavel han som hans bror apotheker Th. havde fordelt sine aktier mellem sine slægtninge og meningsfæller, — en manøvre, som forresten ogsaa modparten havde anvendt. Generalforsamlingen, der blev meget bevæget, endte med, at den gamle bestyrelse traadte af og at der nedsattes en ny, hvoraf Th. selv blev medlem, samt at der vedtoges forandringer i love og statuter.

Krigen var saaledes endt som en afgjort seir for Th. og hans fremskridtspolitik. Men i virkeligheden synes det dog, som om seiren blev resultatløs, som om all forblev uforandret eller i allefald snart igjen kom ind i den gamle slendrian. Th.s egen befatning med Sandefjord bad kunde jo ei bli stor, han boede for langt borte til at hans energi og interesse kunde gjøre sig gjældende der, og, mismodig trak han sig tilbage fra det hele stel, uden anden forbindelse med badet end den økonomiske som aktieeier.

Desuden fik han netop ved denne tid fuldt op at varetage paa Modum.

Som før nevnt havde Th. lige siden han i 1839 forlod Sandefjord stadig vedligeholdt sine balneologiske interesser, og hans familie meddeler, at han vistnok lige fra sin første ankomst til Modum omgikkes med planer om her at finde et nyt bad, kanske nærmest at grunde en svovlkilde paa stedet. Paa sine mange reiser i det store distrikt havde han altid et aabent øie for de geologiske forhold, der kunde antyde tilstedeværelsen af mineralkilder og han førte gjerne med sig etpar tomme medisinflasker, som han ved given leilighed fyldte for hjemme kemisk at undersøge indholdet.

Endelig gjorde nikkelen ham det ogsaa muligt paany at underlægge sig sin ungdoms første værk, Sandefjord bad, som han indkjøbte i 1875. Herved blev Th. samtidig eier og den drivende kraft ved Norges to største kursteder og saaledes ogsaa i rent ydre henseende den sentrale skikkelse i den norske badeverden.

Sandefjord bad

Sandefjord Bad i 1877

Aktiefeiden ved Sandefjord bad i 1855 var vistnok endt med en seier for Th.; men selv blev han jo tiaret efter optaget med det nyanlagte Modum bad og kunde saaledes ikke forfølge sin seier. Hurtigt synes ogsaa Sandefjord bad at have gledet tilbage i det gamle spor, og i alle fald badets udstyr og bygninger gradvis at have faaet et præg af forfald og manglende skjøtsel.

Efter kjøbet i 1875 gik Th. straks igang med betydelige forbedringer. Badehuset blev helt ombygget, og der opførtes nyt societets- og restaurationslokale, som gjorde tjeneste indtil badets sidste store fornyelse i aarene 1898-1902; desuden byggede han den vakre privat-villa paa Hjærtnes. Ogsaa det badetekniske undergik en revision, ligesom han senere stadig foretog forbedringer efter tidens krav, hvorhos i 1882 en nyopdaget jernkilde, i 1884 en saltkilde lagdes til badets kurmidler. Badets overgang til Th.s privateie foranledigede ogsaa, at det fra nu af organiseredes som et "lukket bad" under ledelse og ansvar af en enkelt bestemt læge, medens det som nevnt hidtil som en "aaben" anstalt havde givet enhver læge adgang til at give badeordinationer der. Den umiddelbare følge deraf var, at Th.s gamle modstander dr. Ebbesen, der helt siden 1839, i 35 aar, havde fungeret som badelæge, nu saa sig ude-lukket herfra og maatte opgive stillingen. Den første badelæge ved Sandefjord under denne nye ordning var dr. G. A. Knutsen, Thaulows svigersøn.

Levende virksomhedstrang og handlekraft, en utrættelig arbeidsomhed og en af skjønhedslængsel og fin natursans ledet skaberevne prægede Th.s personlighed. Han havde et skarpt øie for et steds naturgivne muligheder og forstod i sjelden grad at drage nytte deraf. Det er saadanne folk, som skaber nye værdier i et land.

Som læge forbandt han disse egenskaber med et klogt og sundt medicinsk omdømme, og hans betydning for den norske medisin ligger deri, at han saaledes udstyret blev den egentlige grundlægger for vort lands balneologi, og udstak den, det tør man sige, meget sunde retning, hvori denne senere har udviklet sig.

Det traf sig saa heldigt, at balneologien ved Th.s første berørelse med den netop befandt sig i gryet af en ny tid, hvis grundtanker han med sine fortudsætninger maatte føle sig tiltalt af, og hvor han forstod, at der var meget at udrette. Derfor faldt det ogsaa i hans lod at give denne gren af medisinen en selvstændig udformning her hos os.

Mineralkilderne og balneologien har i alle kulturlande en meget gammel og ærværdig historie. Men de danner vistnok ogsaa den del af medisinen, som længst har været hyllet i et mysticismens slør, senest er kommen helt ind under videnskabers nøgterne granskning. Overnaturlige forestillinger — der hos alle folkeslag gjerne har heftet sig ved lægekunsten — har selvfølgelig lettest hængt igjen ved alle disse kilder og brønde, hvis gaadefulde fremkomst af jordens skjød og hvis for sanserne direkte paafaldende egenskaber syntes at fjerne dem fra det naturlige. Selv efterat i de sidste par aarhundreder geologien, fysiken og kemien mere og mere havde søgt at udrede ogsaa helsekildernes ophav og natur, var man dog tilbøielig til for disse at indrømme undtagelser fra de ellers godkjendte videnskabelige love, blandt andet f. eks. ved i kilderne at antage muligheden af kemiske sammensætninger og forhold, som ellers stod som uantagelige. Og under det taagede begreb "Brunnengeist" samlede man gjerne alle de for videnskabers uforklarlige momenter, der betingede helsevandenes indvendige og udvendige virkninger paa den menneskelige organisme. Selvfølgelig maatte indsigten i disse forhold klarnes med fremskridtene i kemi, farmakologi og fysiologi, og det er derfor ikke saa underligt, at netop 30-aarene i forrige aarhundre betegner et væsentlig omslag i opfatningen, en kursændring henimod en rationel naturrvidenskabelig forklaring paa mineralvandene, deres anvendelse og virkninger, ja paa badebehandling i det hele.

Men ud fra disse nærmere og fjernere forudsætninger formaaede han af de naturlige hjælpemidler ved Sandefjord og Modum bad at udforme de selvstændigt og eiendommelig gjennemtænkte behandlingsmethoder, som senere med ret er betegnet som DE THAULOWSKE METHODER, og som har sat spor i hele den her i landet brugelige badebehandling.

Disse methoder udmærker sig i første række ved den aktive hudbehandling, ved knadning, børstning og piskning med bjerkeris, som den badende i regelen underkastes, afpasset i styrke og varighed efter hans lokale lidelser og almentilstand. Ligeledes benyttede Th. allerede fra de første aar dusch og styrt med en finere hensyntagen baade til disse badeformers temperatur og mekaniske effekt end tilfældet dengang synes at have været i Tyskland, og de tekniske indretninger han opfandt for ganske enkle midler at kunne variere disse effekter var sindrige og for den tid meget tilfredsstillende.

Gjennemgaaende sporer man i hans behandling den vistnok idetheletaget i de nordiske lande udprægede omsorg for den enkelte person, hvilket faar sit særlige udslag i det her i landet raadende system, at den enkelte badegjæst aldrig under badningen blir passivt overladt til sig selv eller sin egen behandling men under den hele badetid betroes en bestemt person af badebetjeningen, som saaledes faar ansvar og interesse for vedkommende. Dette forudsætter og udvikler ogsaa en betjening, der med nøiagtighed og forstaaelse udfører lægernes ordinationer, og derved selv blir en vigtig del af kurapparatet.

Men ved siden af en vel afveiet anvendelse af de materielle kurmidler forstod Th. tillige betydningen af badelivets hygieniske og psychologiske faktorer. I den moderne skoles aand værdsatte han høit det regelmæssige leveset, opholdet i frisk luft, afhærdingen og den legemlige som aandelige disciplin, der ved vore norske kursteder, som praktisk talt næsten alle er "lukkede" anstalter, saa godt opnaaes ved dagens inddeling mellem de forskjellige kurpligter. Denne disciplin, der ved sit krav paa nøiagtighed i udførelsen af ordinationerne saa væsentlig bidrager til at gjøre den balneologiske behandling saa virksom som mulig, er for mange sjælelige og nervøse tilstande kanske netop det vigtigste led i kuropholdet, da individet herved lettes for de krav paa initiativ og ansvar, som i samfundslivet netop slider paa sindet.

Herved stiller vistnok store fordringer til lægernes omhu for den enkelte og for overholdelsen af den for kuropholdet i sin helhed lagte plan. Men disse fordringer har nu faaet traditionens ret hos os.

De norske kursteder bør visselig søge at bevare denne af Th. skabte tradition.

Thaulow havde den lykke op gjennem aarene at faa bevare sin aandsfriskhed, sin interesse for alt hvad der skede i tiden og i hans videnskab. Han fulgte med udviklingen lige til det sidste, var ivrig optaget af de fremskridt som f. eks. elektricitetslæren og bakteriologien gjorde. Tiltrods for sin høie alder havde han derfor ikke overlevet sig selv, da han 86 aar gammel døde 19de august 1894, under badesæsonen paa Modum bad.

Han blev begravet inden badets omraade paa det Iille familie-gravsted, han selv havde valgt og ladet indvie, og hvor nogle aar i forveien hans hustru var stedet til hvile.

To monumenter, det ene prydet med dr. Thaulows buste, det andet med den af ham selv modelerede portrætmedaillon af hustruen, betegner de to gravsteder.

Og naar man fra den bevægede travelhed og det muntre, brogede liv under sæsonen ved St. Olafs bad finder hen til dette fredlyste sted, hegnet af blomster og grønt, skygget af træernes kroner, da gribes man stærkt af den helhedsvirkning, som ligger til grund for dette skjønne steds trylleri, og man blotter ærbødigt sit hoved for den mand som skabte det.

Hele teksten i HTML

Sist oppdatert   06.06.08