HEINRICH A. THAULOW
som student i Kiel.
Selvportræt, tegnet med blyant paa glas.

 (Sigter antagelig til ELISÆUS FLINTHOUG, der if. Kiær, Norges Læger, døde 11te janr. 1828 paa rigshospitalet, hvor han var kandidat; han havde i sin for den tid lange studietid fungeret som kompanikirurg og læge ved byens sygehus samt ved fødselsstiftelsen; distriktslæge kan han dog ei sees at have været.)

Ikke desto mindre interesserede dog ogsaa Otto Aubert sig i gjerning for Thaulows komme til Norge og skaffede ham ved sin personlige anbefaling hos professor Jac. Keyser dennes løfte om ansættelse hos ham paa universitetets fysiske kabinet og kemiske laboratorium, der dengang hørte sammen under Keysers bestyrelse. Betegnende for den tids laboratorieforhold er det, at Keysers amanuensis ved de to instituter hidtil samtidig med denne stilling ogsaa var kopist i et af departementerne, hvor han havde 7 timers arbeidstid om dagen. Resten ofredes da paa naturvidenskaben, og det var denne for Keyser lidet tilfredsstillende ordning, som bragte ham til at søge en mindre optaget hjælper.

I august 1830 modtog Thaulow sin udnævnelse til denne post og i oktober samme aar kom han til Kristiania for alvor.

Fra første stund af befandt han sig her fuldkommen som hjemme, saaledes som hans breve til familien i Schleswig viser. Og under det øvrige forløb af hans lange, virksomme liv i Norge, voksede han sig altid fastere sammen med landet og dets forhold og nærede en levende interesse for dets skjæbne og trivsel, i materiel som aandelig henseende.

Naar Thaulow saa hurtigt slog rod i norsk jord, kan dertil maaske og ha bidraget, at han i sin nærmeste familie mødte den tids varmeste forkjæmper for norskheden, nemlig sin jevnaldrende — kun 7 dage yngre — fætter og navnefætter HENRIK WERGELAND. Dennes mor, Alette Dorothea Thaulow, var Heinrich Thaulows faster, og det synes ikke urimeligt, at det fantasirige Thaulow-lynne har havt sin del i Wergelands hele aandelige præg.

De to fættere stod hele livet igjennem i venskabelig forbindelse, fra sit dødsleie sendte Wergeland sin fætter Thaulow flere breve, hvoraf endel finds trykt, men hvoraf det sidste, der findes i den Thaulowske families besiddelse og som aldrig er offentliggjort, blev sendt kort før han døde, saa det ei naaede at bli besvaret.

Paa reisen fra Schleswig var Thaulow bleven ledsaget af sin ældre bror Johan Fredrik (Fritz) Th., der senere blev norsk juridisk kandidat (1837) og døde som tollkasserer i Sandefjord.

Efterhaanden kom ogsaa flere andre af hans brødre hid; Julius, den yngste blev hans efterfølger som amanuensis ved laboratoriet og senere professor i kemi ved universitetet; dernæst ogsaa Harald Thaulow, den bekjendte apotheker.

Saaledes var en væsentlig del af denne gren af slægten kommen tilbage til Norge igjen.
Efterat Thaulow straks i 1830 var bleven immatrikuleret ved universitetet, arbeidede han som amanuensis her til 1832; han opgav da stillingen for at forberede sig til medicinsk embedsexamen, som han tog i 1833; umiddelbart derefter reiste han til Sandefjord som privatlæge.

Det følgende aar, 1834, blev han gift med Nicoline Vibe, datter af daværende amtmand i Nordre Bergenhus, senere generalkrigskommissær Nils Andreas Vibe.

I følge kirkebogen er Wergeland døbt «Henrich Arnold», men i hans af Carl Johan undertegnede bestalling af 14. 11. 1840 som bureauchef i regjeringens archiv, hvilket dokument er i den Thaulowske families eie, benevnes han to gange som Henrik Arnold Thaulow Wergeland.

Den klartseende og energiske unge læge havde ikke været lenge i Sandefjord, før han var bleven var, hvilke gode naturbetingelser stedet frembød for et søbad. Hertil fik han vistnok en yderligere tilskyndelse, da Moss søbad, det første i Norge, aabnedes sommeren 1835 og straks kom i god gang. Med kraft tog Thaulow fat paa opgaven og fik flere formaaende mænd som kjøbmand Sørensen i Sandefjord, foged Olsen, Thaulows trofaste støtte, og mægler Falkenberg, Larvik, med sig. Efter at han sammen med de to sidste havde gjort en recognoseringsreise til Moss og Strømstad, sattes der i Sandefjord og omegn igang en aktietegning, hvorved der i kort tid samledes ca. 3000 spd., hvortil man ogsaa fik et banklaan paa vistnok omkring 1000 spd. Med denne beskedne kapital gik man saa igang, og Th., paa hvem det hele hvilede, og som maatte gjøre tegninger ikke alene til grundplan, men ogsaa til detaljer som vinduer og døre, arbeidede med slig energi, at Sandefjord bad kunde indvies og tages i brug den 9de august 1837.

Selvfølgelig var ogsaa badet anlagt efter en meget beskeden maalestok, væsentlig som søbad, med en badebygning, der indeholdt 8 baderum (med paaklædningsrum), desuden ogsaa et russisk dampbad.

Foretagendet nød i alle fald til en begyndelse megen sympathi hos Sandefjords indbyggere, der under anlægget ydede hjælp paa forskjellig vis, saaledes ved gratis at kjøre sten og grus til muring og opfyldning af det 12 000 alen store areal, der skulde indvindes af stranden og gjøres til park. Ogsaa badets aktionærer synes i de 15-16 første aar af badets tilværelse at have betragtet det mest fra det almennyttiges standpunkt, idet de ikke alene anvendte den hele indtægt til forbedringer og udvidelser, men ogsaa gav direkte tilskud for at holde det tidsmæssigt. Og dette har vistnok ogsaa været klog politik; thi badet, som straks fik god og stadigt øgende søgning, blev efterhaanden ogsaa en stadig stigende faktor i byens økonomi, ligesom det bevirkede fremgang paa andre hold, saaledes i stedets fra først af høist primitive postgang og kommunikationer forøvrigt med udenverdenen.

Endnu medens badehuset var under opførelse, blev THAULOW opmærksom paa svovlvandet, der senere blev en af badets ganske spesielle virkemidler. Det samledes ved lavvande i de dybe huller, som til badehusets fundamentering var gravet i fjæresanden. Da ogsaa endel brønde høiere oppe i byen syntes at indeholde svovl, og leren i et teglbrænderi der i byen viste sig saa rig paa svovl, at den brændte med blaa flamme, mente Th., at svovlvandet maatte skyldes kilder, der havde sit største opkomme nede i strandkanten, hvor det blandet sig med søvand. Efter brødrene STRECKERS analyse viste dette svovlvand sig ogsaa at være søvand med en let ændring i de forskjellige salters mængde, men indeholdende endel svovlvandstof og kullyre. Og det tør vel ansees for givet, at disse tilblandinger skyldes dekomposition af organiske stoffe i fjærelandet, muligens i forbindelse med gytjeafleringerne der.

Ligesaa heldig var Th. med det andet kurmiddel, som har spillet saa stor rolle i Sandefjord bads hele teknik, nemlig gytjen. Efter eksempel fra Strømstad og andre steder var Th. overbevist om, at gytjebehandling maatte indgaa som et væsentlig led i den hele badekur. Men ved badets grundlæggelse antog man ei, at gytje fandtes paa stedet, og det kostelige stof maatte derfor forskrives fra Strømstad. Den første kvarttønde var en dag netop ankommen — den blev, som Th. oplyser, betalt med 5 spd. — da en af arbeiderne, der nede i fjæren var beskjæftiget med gravninger for rørledningen til søvandet, bragte Th. den fineste gytje, maaske fremdeles Sandefjords vigtigste medicinske særegenhed.

Sandefjord bad i 1840. Efter blyanttegning af senere fyrdirektør Diriks.

Af naturfrembringelserne paa stedet fandt Th. med den ham egne gløghed endvidere paa at bruge de i fjorden i store masser forekommende manæter, «medusaslim», som et balneologisk kurmiddel med ikke alene stærkt hudirriterende, men ogsaa alment indgribende virkning. Midlet er vistnok senere gaaet noget af mode, men dets uomtvistelige og kraftige virkninger turde gjøre det fortjent til paany at optages til nøiere studium og therapeutisk anvendelse.

Naar det saa endelig nævnes, at Th. yderligere føiede birkeriset til det tekniske udstyr ved Sandefjord bad, vil man finde, at dette trods al beskedenhed i ydre fremtræden dog begyndte sin virksomhed under Th.s ledelse med et ganske godt udstyr som kuranstalt.

Unægtelig saa det nu ud, som om Th. havde fæstet sig nøie til Sandefjord og badet, som han omfattede med største interesse. Men det viste sig snart, at vinterklimaet der, og særlig de dengang hyppige søreiser han maatte foretage, trak for store veksler paa hans helbred.
Allerede i 1839 forlod han derfor Sandefjord og overtog stillingen som værkslæge ved Modum blaafarveværk, dengang et stort foretagende, der ved full drift beskjæftigede op til 12-1300 mand. Der ligger her endnu som en hel by af brede, sværgavlede, mørke tømmerhuse i lange gader, det hele med et eget fremmed præg, øiensynlig med mønstre fra tyske bjergværker.
Thaulow boede selv lige i nærheden paa gaarden Nymoen, hvor senere saavel hans svigerson dr. H. G. Dedichen, som igjen dennes søn dr. Lucien Dedichen har boet som læger i en lang aarrække, et sjeldent tilfælde af stabilitet i vore ellers saa bevægelige lægeforhold.

Efter ti aars forløb blev Th. 1849 udnævnt til distriktslæge i Ringerike, og da dette store distrikt i 1866 blev delt og omreguleret fik han bestalling som læge i den del deraf, som fra nu af blev benævnt Modum lægedistrikt.

Thaulows virksomhed i Sandefjord havde vistnok været ganske kortvarig. Men, ligesom han i denne tid øiensynlig havde formaaet at sætte sit præg paa badet, saaledes fik hans arbeide der en afgjørende betydning for hans egen senere udvikling. Ikke alene vedblev han paa sit nye opholdssted i Modum at være knyttet til Sandefjord bad baade med medicinske og økonomiske interesser som grundlægger og største aktieeier, ligesom han ogsaa gjentagne gange som kurgjæst besøgte badet. Men ogsaa paa Modum fortsatte han ivrig sine balneologiske studier, og var ikke mindst inden sin egen familie en energisk og begeistret bademand.

I Sandefjord var Th. 1839 bleven afløst som by- og badelæge af dr. I. T. EBBESEN, der helt til 1875 indehavde denne stilling. I løbet af de følgende aar havde badet en rask fremgang med stadig øget søgning ikke alene fra Norge, men ogsaa fra udlandet, særlig Danmark og Sverige. Medens gjæsternes antal første aar, 1839, neppe oversteg 30, der tilsammen tog 925 bad, var disse tal i 1855 steget til 325 gjæster og omkring 13 000 bad.

Desuagtet var Th. slet ikke fornøiet med ledelsen af badets udvikling som kuranstalt; han rustede sig derfor til atter at gjøre sin indflydelse gjældende paa gamle tomter, blandt andet ved i 1853 at gjøre en studiereise til tyske badesteder.

I aarenes løb havde dr. Ebbesen fra Sandefjord leveret en række spredte beretninger om badets virksomhed i de medicinske tidsskrifter. Men i begyndelsen af 1855 udgav han, ikke usandsynlig, i forudfølelsen af og for at afparere de kommende angrep fra Thaulow et større arbeide over Sandefjord bad, dets udstyr, kurmidler og resultater belyst ved en rigelig kasuistik 1). Bogen var udstyret med litografier af badet, byen og omegnen samt med et kart over denne, reiseanvisninger o. I. Men Th.s angreb kunde ikke afvendes.

1) I denne kasuistik findes ogsaa en del tilfælder, der af Ebbesen beskrives som en "affectio sui generis medullæ spinalis" efter en af Jaksch først beskreven type, hvis sygdomsbillede næsten ganske dækker nutidens tabes dorsualis. Karakteristisk nok siger Ebbesen her: "Det er mod denne sygdom badet har erhvervet sig et renommé, der har naaet udenfor landets grænser".

I 1855 bekjendtgjør Th. i Kristiania-bladene, at han under benyttelse af en brøndkur i Sandefjord paany selv vil praktisere som badelæge der dette aar. Ifølge den daværende ordning stod det nemlig enhver læge frit for at give bade- ordinationer ved Sandefjord bad, ganske som tilfældet er ved udlandets større, «aabne», kursteder; saaledes sees foruden dr. Ebbesen i aarene 1853-60 ogsaa dr. Chr. Hørbye fra Kristiania og i tiden fra 1853-75 den i Sandefjord praktiserende dr. W. G. WINSNÆS at have været badelæger der.

Thaulows brøndkur ved Sandefjord var dog vistnok nærmest et paaskud for hans ophold der. Det var snarere et felttog end en badereise han foretog; og felttoget var, som nævnt, længe og vel forberedt.

Med støtte i sin udenlandsreise 1853 udgav nemlig ogsaa Th. i 1855 et arbeide over Sandefjord bad; en bog paa 150 sider, som ved sin fremkomst gjorde adskillig opsigt og som fortjener at bli erindret. Bogen er nemlig det første større balneologiske arbeide her fra landet og indeholder en redegjørelse for saavel de videnskabelige synsmaader som de tekniske methoder, der af Th. var bragt i anvendelse ved badet, og fra hvilke det tør siges, at hele den senere norske badeteknik har udviklet sig . Th.s arbeide behandler nødvendigvis i stor udstrækning ganske de samme emner, som Ebbesen i sin bog, men det hele er hos Th. meget mere omfattende og fuldstændigt og har ubetinget et langt stærkere personlighedens præg.

Titelblad til Dr. Thaulows bog om Sandefjord

Bogen er skrevet paa tysk og udkom i Hamburg, vistnok i første række som et forsøg paa at henlede Tysklands og dermed det øvrige udlands opmærksomhed paa Sandefjord bad og paa Norge, hvis skjønhed og helsebringende luft og natur varmt prises. Bogen er saaledes uden tvivl ogsaa en af vore første turistreklamer. Karakteristisk for Th.s, hele væren er dens livlige fremstilling, der aander en saa varm og begeistret tro og tillid til badebehandlings nytte, til Sandefjord og til hele Norge. Samtidig gives der med stor nøiagtighed oplysninger om stedets kurmidler, om saltvandets og svovlvandets sammensætning, om gytjen og alle de øvrige midler samt om deres anvendelse. Men bogen indeholder meget mere; den giver for det paaregnede udenlandske publikum detaljerede reiseanvisninger som en «Kursbuch» eller en «Yngvar Nielsen», den indeholder fra P. C. ASBJØRNSENS pen en 16 siders afhandling om medusernes naturhistorie, dengang efter M. Sars' opdagelse af disse dyrs vekselgeneration et nyt og særlig interessant emne; endvidere en længere afhandling af P. I. Th. RØRDAM om Sandefjord-egnens geologi - begge disse afhandlinger udstyret med talrige tegninger -, og endelig som musikbilag to sange (Barcarole og der Neck, begge med tysk tekst) af HALFDAN KIERULF, der selv havde gjennemseet dem for anledningen. Paa enhver maade vilde Th. gjøre dette arbeide tiltrækkende og betydningsfuldt. Derom vidner og dets ydre uidstyr med de 12 prospekter fra Sandefjord og omegn i farvelagt stentryk, naive og romantiske, og som er tegnede af Th. selv; ja endog den ordrige og "schwungvolle" titel med badesymbolske decorationer er vistnok valgt med beregning og hensigt.

Bogen blev anmeldt ikke alene i den norske, men tildels ogsaa i den danske og tyske dags- og fagpresse, idetheletaget meget velvilligt. Ganske naturligt blir den af de norske anmeldere gjerne sammenstillet ined Ebbesens med før kort udkomne bog, og det synes som om der allerede her gjør sig en vis partistilling gjældende i bedømmelsen.

Fra Th.s side var dette dog kun felttogets begyndelse, kun opmarschen. Allerede før juni maaneds udgang, endnu i badesæsonens første halvdel, rykker han frem til et heftigt angreb paa Sandefjords bads bestyrelse i nogle artikler i "Morgenbladet". Han bebreider heri bestyrelsen, at de af den gjennem aarene foretagne forandringer og udvidelser ved badet kun har været rettet mod det rent ydre, ei har taget hensyn til de forbedringer i det therapeutisk-tekniske udstyr, som balneologien i de forløbne 16 aar havde skabt, og ved hvilke Sandefjord forlængst ville have været en helbredelsesanstalt af første rang. Bestyrelsen havde i sin tid fra ham mottaget en helt færdig badeindretning og bademethode, som den havde gjort brug af, men den havde ikke fulgt med tiden, i 16 aar intet nyt tilført. Th. antyder ogsaa at være bleven personlig chikaneret under sit oppold der det aar, idet han klager over, at hans badeinstrukser havde mødt positiv modstand ved badeindretningen. Og allerede i sin første artikel truer han med at oprette en ny konkurrerende badeanstalt i Sandefjord, hvis ikke bestyrelsen gaar ind paa straks at gjøre de fornødne forbedringer, som han nævner i artikelen, alle af rent badeteknisk natur, og som det synes meget rimelige. Hvorvidt dette Th.s heftige angreb helt ud har været berettiget, er dog ikke let at afgjøre, og dets skarpe form man vistnok for en del tilskrives den stærke personlige interesse han som badets skaber og grundlægger næret for dets trivsel.

Men ogsaa i disse artikler kommer der en saadan modig og tillidsfuld optimisme tilsyne baade med hensyn til bade- behandlingen i almindelighed og til Sandefjord som bad i særdeleshed, at man forstaar Th.s iver og harme over den "tverdrivermodstand", der havde gjort sig gjældende i badets ledelse — saaledes karakteriseredes den i alle fald af "en læge", der i "Morgenbladet" tog Th.s parti i striden.

Dog, Th. lod det ikke bli med ord alene. Paa badets generalforsamling i november samme aar mødte han frem til den afgjørende storm som leder for en majoritet af aktionærerne, mobiliseret for anledningen i henhold til den vanlige taktik ved saadanne aktiekrige ved at saavel han som hans bror apotheker Th. havde fordelt sine aktier mellem sine slægtninge og meningsfæller, — en manøvre, som forresten ogsaa modparten havde anvendt. Generalforsamlingen, der blev meget bevæget, endte med, at den gamle bestyrelse traadte af og at der nedsattes en ny, hvoraf Th. selv blev medlem, samt at der vedtoges forandringer i love og statuter.

Krigen var saaledes endt som en afgjort seir for Th. og hans fremskridtspolitik. Men i virkeligheden synes det dog, som om seiren blev resultatløs, som om all forblev uforandret eller i allefald snart igjen kom ind i den gamle slendrian. Th.s egen befatning med Sandefjord bad kunde jo ei bli stor, han boede for langt borte til at hans energi og interesse kunde gjøre sig gjældende der, og, mismodig trak han sig tilbage fra det hele stel, uden anden forbindelse med badet end den økonomiske som aktieeier.

Desuden fik han netop ved denne tid fuldt op at varetage paa Modum.

Som før nevnt havde Th. lige siden han i 1839 forlod Sandefjord stadig vedligeholdt sine balneologiske interesser, og hans familie meddeler, at han vistnok lige fra sin første ankomst til Modum omgikkes med planer om her at finde et nyt bad, kanske nærmest at grunde en svovlkilde paa stedet. Paa sine mange reiser i det store distrikt havde han altid et aabent øie for de geologiske forhold, der kunde antyde tilstedeværelsen af mineralkilder og han førte gjerne med sig etpar tomme medisinflasker, som han ved given leilighed fyldte for hjemme kemisk at undersøge indholdet.

1840 var han bleven opmærksom paa den store Bjølgerud jernmyr oppe ved Kaggefos. Det fortaltes, at den omboende befolkning i lange lider havde hentet vand til sine syge fra en helsebrønd her, men Th. kunde ikke finde de kilder og tilløb, som dannede myren. Da han imidlertid i aarenes løb begyndte at søge efter midler mod den hos befolkningen saa hyppigt forekommende klorose, faldt han paa den tanke at benytte denne jernholdige myrjord til bad, idet han overensstemmende med sin tids opfatning lovede sig meget af absorbtionen af jern gjennom huden. Under de i den anledning foretagne gravninger i myren fandt han da flere jernholdige kilder, uden at der dengang blev gjort noget med dem. Et jernvand besad landet jo allerede siden firtiaarene, i den — eget nok af hans tætter Henrik Wergeland fundne — kilde paa Eidsvold.

Vaaren 1856 indtørkede eller stansede imidlertid jernkilden ved Eidsvold bad, den eneste af den slags som hidtil var bleven kurmæssig benyttet i Norge, og Th. optog paany gravningerne, lod den bedste af de fundne kilder indfatte og gav den navn af St. Olafs kilde paa Modum.

I oktober samme aar beretter han om sit fund i et foredrag i medicinske selskab i Kristiania, hvor han ogsaa fremlægger den af Strecker foretagne analyse af jernvandet, hvorved dette karakteriseres som et kulsurt jernoxydul-vand i styrke ikke ulig Langenschwalbach og Rippoldsau, altsaa som de middels stærke staalkilder, dertil af stor renhed. Th. fremholdt for det medicinske selskab, at denne St. Olafskilde og den dermed sammenhængende jernmyr ved deres beliggenhed i det skjønne landskab paa den vakre, vidtstrakte furumo kun 5-6 timers malerisk reise fra hovedstaden, maatte gjøre stedet vel skikket til badested. Med livlig fantasi udmaler han allerede ved denne leilighed de forskjellige arrangements, som her kunde træffes, han har med en gang færdig hele fremgangsmaaden ved den ganske omstændelige gytjetilberedelse, og man føler Th.s begeistring ved de fremtidssyner som her løfter sig for ham over myren og furumoen.

Under diskussionen om sagen i det medicinske selskab henstillede doctor Voss til Th., at denne burde anholde om selskabets anbefaling til anlæggelse af et bad paa Modum. Tanken om en saadan delagtighed fra det medicinske selskabs side i den private foretagsomhed synes i vore dage noget paafaldende; men dengang var den ganske naturlig. Det medicinske selskab havde selv, da jernkilden paa Eidsvoll stansede, opfattet dette som en saa vigtig sag, at det nedsatte en komité for at undersøge forholdet og overveie hvad dermed kunde gjøres. 1)  

1) En lignende komité nedsatte selskabet i december samme aar for at arbeide for oprettelsen af en anstalt for koldtvandsbehandling, der efter PRIESZNITZ havde faaet indpas overalt. Det var denne komité, der i 1858 foranledigede anlegget af GREFSEN BAD, som saaledes direkte skylder det medicinske selskab sin oprettelse. I en aarrække ligetil 1868, aflagde ogsaa dette bads læge aarligaars til selskabet beretning om dette "adoptivbarns" trivsel. 1 1857 raadspørges selskabet ogsaa af bestyrelsen for Sandefjord bad om hvorvidt et dampbad bør indretts ved at slag vand paa varme sten eller ved dampudviklling, fra dampkjedet, om af ferskt eller salt vand.

Denne Eidsvolds-komité var endnu ikke kommet til nogen afgjørelse, da Th. holdt sit foredrag og derved paa en vis indførte et konkurrerende hensyn — gjenoprettelse af det gamle Eidsvold bad eller nyoprettelse af bad paa Modum ved St. Olafs kilde. Men kort efter foreslog komiteen for selskabet at dette skulde udtale sig for at det stedfundne tab maatte erstattes ved oprettelse af et nyt jernbad paa Eidsvold. Det er ikke godt at vide, om man i komiteens udtalelser tør se nogen uvilje mod Th.s plan; de er i alle fald betegnende for, de daværende forhold og opfatninger. Komiteen mener nemlig, at foranstaltningerne angaaende anleggelsen af et nyt jernbad "maa blive udført af mænd, til hvis sagkyndighed man kunde have fuld tillid. De undersøgelser, som skulde lede til valget af et passende badested, turde nemlig bli af en saa omfattende natur, at de vanskeligt kunde betroes til den private spekulation. En badeanstalt i vort land har altfor mange vanskeligheder at bekjæmpe for, sin bestaaen til at den skulde lokke nogen entrepenører til at gjøre undersøgelser eller foretage anlæg efter en større maalestokk. Denne sag burde derfor ikke som hidtil være afhængig af enkeltmtands forgodtbefindende og komiteen henstiller til det medicinske selskab at anmode departementet om at nedsætte en sagkyndig komission for at undersøge, hvorvidt Eidsvold og omgivelser gir udsigt til et fordelagtig anlæg af et bad.

Departementet afslog imidlertid selskabets anmodning, og dette synes senere ikke at have befattet sig mere med det spørgsmaal.

Det vil erindres, at Eidsvold bad atter blev sat igang med udvidelser og forbedringer det følgende aar, 1857,idet den gamle jernkilde paany begyndte at flyde, ligesom ogsaa nye kilder blev fundne.

Thaulow havde imidlertid ikke ladet sig skræmme af det medicinske selskabs kjølige holdning eller dets tvil om den private foretagsomheds tilstrækkelighed.

Med intens vilje og begeistring for opgaven tog han straks fat paa arbeidet, ryddede i skogen, grov i myren, lagde ledninger og, satte op huse - til en begyndelse vistnok beskedent og i liden maalestok, men — den 17de juni 1857 blev St. Olavs bad paa Modum aabnet og taget i brug.
En af de gjæster, der var tilstede ved badets aabning, hr. kgl. fuldm. J. H. Wulff har i 1907 velvillig utstillet badets nuværende overlæge hr. dr. Frich sine dagbogsoptegnelser fra dengang. Vistnok var hverken bygninger eller arrangementet paa langt nær færdigt, men selve badeindretningen var i brugbar stand og W. kunde tage sit første bad — et myrgytjebad —paa selve aabningsdagen. Af andre badegjæster i denne første sæson nævner W. desuden fru sognepræst. Balchen (Larvik), fru foged Petersen med en liden datter Laura (den senere bekjendte forfatterinde Laura Kieler), fru admiralinde Müller og en ung fru Müller, født Rieck, madam Hansen, jomfrue Borgen, mad. Saxlund, mad. Fyldpaa, Kristine Skibræk., 2 bondekoner, 3 jenter, herrerne Frøshoug, Greger Brogaard, Andreas Olsen Saastad, Anders Kongsrud og Krøblingen Berggaard. 

Det hele anlæg bestod af en badebygning indeholdende 4 baderum med afklædningsrurn, desuden en liden salon med to sideværelser- samt kontorer og to rum for restaurationen. Denne badets første bygning var anlagt nedenfor de store furumoer i bakkeskraaningen mod Snarumelven, hvor den endnu optræder som villa Union, og hvor senere det store nye badehus er bleven opført.

Det var et godt stykke arbeide Th. i denne korte tid, uden støtte udenfra, her havde udført. Men han fandt fortræffelig hjælp saavel i sin hustrus klare. og praktiske omdømme som i hendes og døtrenes utrættelige hænder der, baade nu i begyndelsen og senere gjennom vanskelige tider tog flittig del i arbeidet for badets udstyr.

Foreløbig var det hele jo ganske tarveligt og ufuldstændigt, og badegjæster fra de første aar fortæller saaledes. at selve kilden dengang laa ganske aaben og først blev værnet med et gjærde af granstaur, da kjørene, som beitede deromkring, blev for nærgaaende; paa toppen af gardstauren hængte saa gjæsterne sine drikkeglas.

Men alligevel — det var godt gjort at vove dette foretagende og at faa det i gang trods alle hindringer. Og Paal Botten-Hansen, der høsten 1857 i Illustreret Nyhedsblad beskriver og giver billeder fra det nye bad efter dets første sæson, udtaler ogsaa med mange vakre ord til Th., "den samme, som først bragte badevæsenet paa glid hos os ved at skabe Sandefjord bad", at "intet anlæg hos os er som dette fremstaaet som ved et trylleslag"; det hele havde vakt almen forbauselse og beundring.

I det første aar var der saagodtsom ingen anledning for gjæsterne til at bo paa selve badet, og de maatte derfor huses paa gaardene omkring. Men badet laa egentlig temmelig afsides i bygden, og opførelsen af logishuse stillede sig derfor straks som en første nødvendighed. Men der var ogsaa meget andet som skulde gjøres i dette første og i de nærmest følgende aar, fremover mod virkeliggjørelsen af den vidstrakte plan, som Th. lige fra begyndelsen af synes at have havt tydeligt for øie.

Modum Bad i 1857. (Efter Ill. Nyhedsblad)

Ordentlig kjørevei skulde der lægges til Vikesund, bro over Snarumelven skulde bygges, badets naturbetingelser: kilderne, myren, skogen maatte sikres og det hele nødvendige omraade afrundes ved kjøb hos naboerne stykke for stykke. Der maatte saaledes erhverves grund fra 12 forskjellige løbenummer (brugsnummer) for at danne den eiendom, der sammenfattedes til fellesnavnet «St. Olavs bad», ja saa mosaikagtig maatte grunden sammensættes, at f. eks. selve "kursalen" paa badet ligger paa 3-4 forskjellige løbenummer.

I senere aar lagdes saa 4 andre større eiendomme til badet, desuden ogsaa begge bredder af den pragtfulde Kaggefos, Snarumelvens (Hallingdalens og Krøderen) hele vandmasse, som saaledes kom til at ligge helt indenfor badets omraade, indtil den for nogle aar siden solgtes til Kristiania kommune. Ogsaa Ulhoug, med den skjønne udsigt nord ved Tyrifjorden blev i senere aar kjøbt for at sikre dette prægtige udflugtssted for badets gjæster.

De første aar efter badets grundleggelse hengik under en stadig økonomisk kamp, som dog blev tappert udfægtet. Et andragende til Stortinget om et laan paa 8-10000 spd. til badets udvikling blev afslaaet, tiltrods for varme anbefalinger fra amtmand Blom og sorenskriver Hansson. Derimod viste den fattige Modum-bygd sin sympathi og forstaaelse ved at yde Th. mindre laan saavel kommunekassen som fra sparebanken. En statens anerkjendelse af hans virksomhed og af Modum bads voksende betydning ligger dog i det stipendium som han modtog nogle aar senere, og for hvilket han i arene 1863 og 1865 gjorde studiereiser til tyske badesteder. Af hans beretning fra disse reiser er det af interesse at se, at han allerede dengang havde udformet det væsentlige af sin badebehandlings methodik, saa at den mere skematiske og ligeoverfor individet passive behandling som særlig dengang, blev dreven ved de fleste tyske bad, i ham finder en skarp, stundom ganske humoristisk kritiker. Af nye ideer synes han derfor væsentlig at have bragt hjem furubadets anvendelse i badetekniken, hvad der rigtignok førte til Modums bad senere saa velkjendte furunaalbad.

I 1867 tog Th. afsked som læge ved Blaafarveværket og flyttede sin bopæl over til St. Olaf-, bad, som fra nu af blir hans hjem og hvor han uden afbrydelse boede indtil han døde der i 1894, 86 aar gammel.

Søgningen til Modum bad viste allerede snart jevn stigning. Men nogen egentlig fart heri kom først efterat i 1868 og 1872 Drammen—Randsfjord og Kristiania—Drammen-banerne havde sat badet i letvindt forbindelse med hovedstaden og verden forøvrigt.

Imidlertid vilde dog Th. vel aldrig have kunnet fat gjennernført sine planer med det, dersom han ei i nabolaget havde fundet en rigt flydende hjælpekilde i Ringerikes nikkelværk, hvor han i længere tid havde været medeier, men hvis udbytte netop i disse aar blev meget rigeligt og satte betydelige midler til hans disposition.

Fra gammel tid af havde magnetkisen paa gaarden Ertelien i Hole været gjenstand for grubedrift. Omkring aar 1700 blev der drevet paa kobber, men kobberværket nedlagdes 1716 som ulønsomt. I 1798 blev værket gjenoptaget som "Hole vitriolværk" for produktion af jernvitriol og tildels ogsaa rødfarve (jernoxyd), og i 1837 paaviste daværende hyttemester ved Modum blaafarveverk senere professor i metallurgi ved universitetet, SCHEERER, at ertsen her indeholdt nikkel (ca. 3 %). Først dog endel aar senere blev dette fund nærmere paaagtet af bergmester ROSCHER, som kjøbte verket 1848 og næste aar slog sig sammen med Th. for at drive "Ringerikes nikkelværk", som det fra nu af kaldtes, idet man da udvidede driften og skaffede sig vandkraft fra Væleren. I den første vanskelige tid havde Roselier og Thaulow ogsaa god støtte i tobaks-fabrikant J. L. TIEDEMAND som en tid var medeier i værket.

Det var dog først noget senere, at værket begyndte at give noget større udbytte, og høidepunktet naaedes i de første 70-aar, da den tyske stat hentede alt metallet til den netop indførte nikkel-skillemynt fra verket paa Ringerike, som da blev en særdeles lønsom bedrift med en produktion af omkring 100 tonn nikkelmetal aarlig eller omtrent 1/7 del af den hele jords samlede nikkelproduktion dengang.

Efter denne tid gik det nedover her som de fleste andre europæiske nikkelværker, der ei kunde konkurrere med de rige ertser fra Ny Caledonien som netop da fandt frem til det europæiske marked.

Udbyttet af nikkelværkets gyldne periode grundfæstede Th.s økonomiske stilling og satte ham derved i stand til at udfolde hele sin personligheds kraft og virksomhedstrang.

Først og fremst blev det ham som nævnt derved mulig at iværksvette sine planer med Modum bad, udvide dets omraade, forbedre dets udstyr og give det hele den vakre og eiendommelige udformning, som den dag i dag danner badets tiltrækkende, saa personlige prægede særkjende.

Han gjorde desuden i disse aar, vinteren 1873-74, en reise til Italien med et længere oppold i Rom, hvortil hans aldrig slukkede ungdomskjærlighed til kunsten drog ham. Fra denne reise medførte han ikke alene indtryk som satte spor i hans senere arbeide for selve badet, men han erhvervede sig der talrige kunstgjenstande, originaler som kopier, delvis ogsaa antikviteter, hvormed han smykkede sit hjem, og som han efterhaanden ordnede i en egen samling, til hvilken han endog byggede en egen bygning, i forbindelse med familiens beboelseshus. I denne samling indlemmedes ogsaa endel tildels udmærkede værker af norske kunstnere, baade maleri og skulptur, idet Th. i denne tid, kanske i erindringen om sin egen ungdoms skuffelser, udfoldede en meget elskværdig mæcenatgjerning.

"TERASSEN" på Modum Bad

Desuden frembringelsen af norsk national husflid, norsk og udenlandsk kunstindustri,og tillige adskillige "rariteter" af forskjellig art. Det "Thaulowske musæum", der fremdeles findes ved Modum bad og gjerne besøges af badegjæster der, er saaledes en noksaa heterogen samling og indeholder visselig gjenstande af meget forskjellig værdi. Men i sin helhed er det et talende vidnesbyrd om Th.s vidtstrakte interesser og kunstneriske længsler, en helt overraskende kulturblomst her oppe paa en norsk furumo.

Endelig gjorde nikkelen ham det ogsaa muligt paany at underlægge sig sin ungdoms første værk, Sandefjord bad, som han indkjøbte i 1875. Herved blev Th. samtidig eier og den drivende kraft ved Norges to største kursteder og saaledes ogsaa i rent ydre henseende den sentrale skikkelse i den norske badeverden.

Sandefjord Bad i 1877

Aktiefeiden ved Sandefjord bad i 1855 var vistnok endt med en seier for Th.; men selv blev han jo tiaret efter optaget med det nyanlagte Modum bad og kunde saaledes ikke forfølge sin seier. Hurtigt synes ogsaa Sandefjord bad at have gledet tilbage i det gamle spor, og i alle fald badets udstyr og bygninger gradvis at have faaet et præg af forfald og manglende skjøtsel.

Efter kjøbet i 1875 gik Th. straks igang med betydelige forbedringer. Badehuset blev helt ombygget, og der opførtes nyt societets- og restaurationslokale, som gjorde tjeneste indtil badets sidste store fornyelse i aarene 1898-1902; desuden byggede han den vakre privat-villa paa Hjærtnes. Ogsaa det badetekniske undergik en revision, ligesom han senere stadig foretog forbedringer efter tidens krav, hvorhos i 1882 en nyopdaget jernkilde, i 1884 en saltkilde lagdes til badets kurmidler. Badets overgang til Th.s privateie foranledigede ogsaa, at det fra nu af organiseredes som et "lukket bad" under ledelse og ansvar af en enkelt bestemt læge, medens det som nevnt hidtil som en "aaben" anstalt havde givet enhver læge adgang til at give badeordinationer der. Den umiddelbare følge deraf var, at Th.s gamle modstander dr. Ebbesen, der helt siden 1839, i 35 aar, havde fungeret som badelæge, nu saa sig ude-lukket herfra og maatte opgive stillingen. Den første badelæge ved Sandefjord under denne nye ordning var dr. G. A. Knutsen, Thaulows svigersøn.

Det var dog fornemmelig St. Olafs bad paa Modum, der blev gjenstand for Th.s personlige omhu og skabende evne. Her boede han og her følte han sig hjemme, og de økonomiske offere han gjennom tiderne gjorde for dette steds udvikling og forskjønnelse, og for hvilke han kun i ringe mon kunde vente sig et tilsvarende vederlag, gjorde han saa at sige pro aris et focis. Badets trivsel blev ham en hjertesag, og bemærkninger om, at forbedringerne blev for kostbare og ulønsomme blev gjerne afskaaret med hans valgsprog: "alt for badet".

Th. var paa den anden side dog for god økonom til at det kunde falde ham ind at anvende mere end nødvendigt paa selve badets logisbygninger eller øvrige apparat, der kun skulde bruges nogle faa maaneder om aaret. De blev omtrent alle opført som lette sommerbygninger i det væsentlige efter

Skovhuse i Parken ved Modum Bad

den oprindelige letvindte byggemaner, som i de første aar havde været en nødvendighed. Halvt spøgende kunde han klage over, at dengang da hans gamle tyske bygmester, Meuche, ville bygge solid, havde han ikke havt raad til det, og nu da han havde faaet raad til det, havde Meuche glemt det. Ikke desto mindre kan man dog ogsaa i de opførte bygninger, i tidens løb over 30, følge fremskridtet fra den oprindelige helt landlige enkeltbed til de senere tiders større fordringer, et fremskridt der paa mange vis betegnes ved de ofte meget sindrige tekniske og praktiske forbedringer, hvormed Th. forstod at tilgodegjøre sine voksende erfaringer med hensyn til byggemaade, rommenes anvendelse og indre komfort.

Ogsaa i bygningernes navne kan man følge en udvikling. Medens de første logisbygninger fra 60-aarene med navne som Nora, Svea, Danica og Union taler om skandinavismens tid kommer der senere, efter reisen i 1874, et mere sydlandsk præg over navnene — Vis à vis, Mon Bijou, Villa Sana, Casa Bella, Casetta, Qvisisana, Villa Nuova, o. s. v. - nu og da med et stænk af Th.s lune humor, som da en indkjøbt liden hytte nede paa "myra" blev døbt Villa Palmyra eller da han efter endelig at ha faaet kjøbt "gamle Martes" hus, der kilede sig saa ubekvemt ind i badets omraade, lod det minde om hende som "Villa Martha".

Af foranstaltninger som ogsaa kan fortjene at nævnes er den med turbine helt nede ved Snarumelven drevne pumpe og vandledning, der skaffer brugsvand op til badets park og bygninger paa det betydelig høiere liggende plateau.

Den store, skjønne park er vistnok det smukkeste Thaulow har skabt. Enhver, der kjender Modum bad, vil have beundret den finhed og takt, hvormed han har benyttet naturforholdene, det flade terræn med de smaa bakkehæld og skraaninger, de tætte skove med vandsamlinger og lysninger, for deraf at skabe det høist tiltalende, vel afstemte hele, som Modum bad frembyder.

Med forstaaende sans har han respekteret naturen og rørt den med saa varsom haand, at dens særpræg intetsteds er forstyrret, kun likesom understreget. Paa en maade, der ved meget faa lignende anlæg tør være opnaaet, mærker man her naturens oprindelighed og en kunstners skjønsomt ordnende haand i intimt samvirke. Den store stille skov, som umærkelig glider over i den velstelte park med logihusene lunt mellem træerne, tildels de skjønneste pragtfuruer, virker derfor saa eiendommelige velgjørende, beskyttende, beroligende; med en egen fredens poesi.

En vandring i en augustaftens maanelys gjennem parkens brede hovedgang bort til det "sorte havs" vandliljer, Lid til "Verdens Ende", eller gjennem de mystisk mørke sideveie der snor sig i en labyrinth gjennem skoven, vil præge sin fine stemning dybt i mindet. Ikke sjelden har man ogsaa hørt nykomne udtale sin forbauselse over et saadant hele var at finde her i landet.
Det var udover mod 1880 at Modum bad i alt væsentligt fik sit endelige præg. Der udvikledes efterhaanden i denne tidsperiode et saa ligt og broget badeliv, som tidligere neppe var seet i Norge, og som prægedes af et ofte meget interessant publikum, blandt hvilket man kunde finde talrige baade her og i nabolandene velkjende navne. St. Olafs bad var entid formeligt skandinavisk modebad, gjaldt endog med sin meget moderate høide, 130 meter over havet, dengang som et slags "høifjeldssanatorium", hvilket Th. egentlig ikke havde noget imod.

"Det sorte hav"

Efter 1876, da høifjeldssanatoriet i Gausdal oprettedes og derved den store høifjeldsbevægelse her i landet indlededes, kom ogsaa St. Olafs bad paa et rigtigere niveau.

Uagtet husrommet paa badet trods de stadige udvidelser i den mest besøgte periode ofte var hjertelig trangt og i lighed med udstyret i det hele var og blev meget beskedent, fandt dog det tildels ganske forvænte publikum sig tilrette der med godt humør, visselig i ikke ringe grad under indflydelse af den suggestive magt i Th.s stærke personlighed.

Det var maaske ikke uden sidehensyn, naar Th. stadig fremholdt, at beboelsesrommene paa et saadant sted ikke burde være altfor komfortable for ei at friste folk til at føre stueliv her, hvor opholdet og bevægelsen i den friske luft var en saa væsentlig del af behandlingen. Men denne betragtning var dog hos Th. et ledende princip som han ogsaa gav udtryk i de store aabne, sammenhængende verandaer eller gallerier, der som udvendige korridorer i de store logihuse danner adgangen til de enkelte rum og sætter dem alle i umiddelbar forbindelse med skogluften udenfor; de er et særtræk i hans byggemaade. Og den opfatning bundede vistnok ogsaa dybt inde i hans egen spartanske nøisomhed, som han for sit personlige vedkommende aldrig aflagde, selv ikke i de senere aar, da hans og hans frues gjæstfrie hus bød paa enhver ønskelig komfort.

I en aarrække efter badets stiftelse udførte Th. ogsaa Iægegjerningen der. Han holdt ingen egentlig fast kontortid, men var tilgjængelig, hvor man traf ham rundt omkring. Alligevel havde han udmærket god greie paa sine patienter og et fast tag paa dem, saa han ikke alene sikkert ledede deres behandling men ogsaa udøvede den ligesaa vigtige disciplinære magt over dem med stor menneskekundskab.

Logihusene Nora og Svea

Men ogsaa senere, efterat han i 1872 havde givet lægestillingen fra sig - hans første efterfølgere var dr. Axel Lund og derefter hans svigersøn dr. H. Dedichen - oppfattede han altid badegjæsterne som sine gjæster og vedblev at være badets selvfølgelige midtpunkt.

Hans hele personlighed gjorde dette naturligt. Den ikke høivoksne men velskabte og spænstige mand, med det velstelte ydre og den fornemme optræden gjorde sig let gjældende ved sin livlighed og intelligens, sine mange interesser, sin viljes intensitet og sin handlekraft.

Th. havde ogsaa store repræsentative evner, var en fortræffelig vært og udviste i de senere aar gjerne en stilfull og bredt anlagt, ligetil storslagen gjæstfrihed. Til festen i anledning af St. Olaf, bads 25-aarige bestaaen i 1882 indbød han saaledes ikke alene det medicinske selskab i Kristiania i sin helhed (dettes formand, daværende medicinaldirektør L. Dahl repræsenterede selskabet officielt) men til samtlige skandinaviske læger sendte han ogsaa en af prof. C. M. AUBERT, paa latin skrevet indbydelse til festen. Ved denne leilighed modtog Th. forøvrigt en af samtlige tilstedeværende badegjæster underskrevet adresse, hvis kunstneriske udstyr var tilført af den bekjendte danske tegner LORENTZ FRØLICH, som ogsaa dengang laa ved badet. Adressen hænger fremdeles i glas og ramme i badets læreværelse.

Medlemmerne af de i Kristiania forsamlede læge- eller naturforskermøder blev ogsaa gjentagne gange inviterede in corpore, og ved en saadan leilighed — det skandinaviske naturforskermøde i 1886 — stillede han ekstratog til gjæsternes disposition saavel fra Kristiania til Modum som herfra til hans andet bad i Sandefjord, hvor han ogsaa modtog dem som gjæster. Var der end heri naturligvis en vel forstaaet reklame for badene, saa var dog denne stort og fornemt anlagt og overordentlig smukt gjennemført.

Th.s mangesidige interesser, hans menneskekundskab og evne til at omgaaes folk kom ogsaa ham og badet tilgode i hans forhold til bygden og befolkningen. Han var i yngre dage en ivrig jordbruger, var saaledes den første som dyrkede hvede paa Modum, stelte i det hele sin gaard godt, var personlig flink gartner og interesseret i skogbrug, saa der var nok berøringspunkter. Han underholdt sig ogsaa gjerne med bønderne, syntes altid at han lærte noget af dem og var paa sin side i mange livsforhold deres tillidsmand og raadgiver. Ogsaa det, at han med fullt rigtig blik hentede St. Olavs bads hele efterhaanden meget talrige betjening ud af den omkringboende befolkning, bevirkede at denne følte sig saa meget nøiere knyttet til badet, og skaffede dette den interesserede, intelligente og gjennom aarene øvede besætning, som altid har været en af badets stærkeste sider.

Gytje-Helene

Af ydre paaskjønnelser modtog Th. i 1870 St. Olafs ordenen, i 1883 blev han ridder af Nordstjerne-ordenen og i 1887 blev der af badegjæster fra Norge, Sverige og Danmark foretaget en indsamling for at der kunde blive modelleret en byste af ham, men efter Th.s egen indstændige anmodning blev det indkomne beløb anvendt til et understøttelsesfond for trængende badegjæster fra de skandinaviske lande ved Modum bad.

En skildring af Modum bad i disse aar vil ikke være fuldstændig uden at her ogsaa nævnes dr. Thaulows trofaste og interesserede medarbeider, badets inspektør NICOLAY MØLLER. I 25 aar var hans brede skikkelse, hans godlynne og gemytlighed men samtidig ogsaa hans myndighed, nøiagtighed og strenge ordenssans et velkjende træk i billedet af livet der, og i varm hengivenhed for dr. Thaulow og hans livsværk har han i væsentlig mon bidraget til efter Thaulows død at hævde badets traditioner i hans aand.

Levende virksomhedstrang og handlekraft, en utrættelig arbeidsomhed og en af skjønhedslængsel og fin natursans ledet skaberevne prægede Th.s personlighed. Han havde et skarpt øie for et steds naturgivne muligheder og forstod i sjelden grad at drage nytte deraf. Det er saadanne folk, som skaber nye værdier i et land.

Som læge forbandt han disse egenskaber med et klogt og sundt medicinsk omdømme, og hans betydning for den norske medisin ligger deri, at han saaledes udstyret blev den egentlige grundlægger for vort lands balneologi, og udstak den, det tør man sige, meget sunde retning, hvori denne senere har udviklet sig.

Det traf sig saa heldigt, at balneologien ved Th.s første berørelse med den netop befandt sig i gryet af en ny tid, hvis grundtanker han med sine fortudsætninger maatte føle sig tiltalt af, og hvor han forstod, at der var meget at udrette. Derfor faldt det ogsaa i hans lod at give denne gren af medisinen en selvstændig udformning her hos os.

Mineralkilderne og balneologien har i alle kulturlande en meget gammel og ærværdig historie. Men de danner vistnok ogsaa den del af medisinen, som længst har været hyllet i et mysticismens slør, senest er kommen helt ind under videnskabers nøgterne granskning. Overnaturlige forestillinger — der hos alle folkeslag gjerne har heftet sig ved lægekunsten — har selvfølgelig lettest hængt igjen ved alle disse kilder og brønde, hvis gaadefulde fremkomst af jordens skjød og hvis for sanserne direkte paafaldende egenskaber syntes at fjerne dem fra det naturlige. Selv efterat i de sidste par aarhundreder geologien, fysiken og kemien mere og mere havde søgt at udrede ogsaa helsekildernes ophav og natur, var man dog tilbøielig til for disse at indrømme undtagelser fra de ellers godkjendte videnskabelige love, blandt andet f. eks. ved i kilderne at antage muligheden af kemiske sammensætninger og forhold, som ellers stod som uantagelige. Og under det taagede begreb "Brunnengeist" samlede man gjerne alle de for videnskabers uforklarlige momenter, der betingede helsevandenes indvendige og udvendige virkninger paa den menneskelige organisme. Selvfølgelig maatte indsigten i disse forhold klarnes med fremskridtene i kemi, farmakologi og fysiologi, og det er derfor ikke saa underligt, at netop 30-aarene i forrige aarhundre betegner et væsentlig omslag i opfatningen, en kursændring henimod en rationel naturrvidenskabelig forklaring paa mineralvandene, deres anvendelse og virkninger, ja paa badebehandling i det hele.

Som milepæle staar her først de af BERZELIUS i aarhundredets første fjerdedel foretagne kemiske undersøgelser af svenske og mellemeuropæiske mineralvande, hvorved han i disse paaviste stoffe og sammensætninger, som hidtil ikke eller kun mangelfullt havde været kjendt som bestanddele af saadanne vande, og hvorved han gav bedre og sikrere grundlag for forklaringen af deres farmakodynamiske virkninger. Dernæst ogsaa STRUVES fremstilling af kunstige mineralvande og den heldige therapevtiske benyttelse af disse, hvorved de mineralske vande bragtes helt udenfor paavirkning, af "der Brunnnengeist" og ind paa farmakologiens omraade.

Dermed skal det ikke være sagt, at man ad fysisk og kemisk vei den dag i dag helt ud har naaet til at erkjende mineralvandenes væsen; den i de senere aar fremsatte paastand om visse vandes (Gastein, Kreuznach) radioaktivitet er et fingerpeg om, at der endnu er noget at udgranske.
Omslaget i opfatningen kommer ganske tydeligt frem, naar man sammenligner de to store balneologiske forfattere, som netop i denne periode betegnede de sammenstødende perioders standpunkter, nemlig OSANN 1829-32, og AUGUST VETTER, 1838 (anden udgave 1845).

Medens OSANN trods alle tilløb til at gjennomføre en naturvidenskabelig opfatning, og trods megen fornuft i den praktiske badebehandling dog øiensynlig ikke ganske har frigjort sig fra den ældre mystisisme, med interesse anfører ganske fantastiske hypotheser om mineralvandenes tilblivelse i jordens indre, betviler kemiens evne til at forklare deres sammensætning, som endog tør staa udenfor de kjendte kemiske love, og er tilbøielige til med hensyn til deres helbredende egenskaber at falde tilbage paa deres "dynamiske" virkninger paa organismen, følger VETTER en fuldt ud naturvidenskabelig tankegang. Han hævder at mineralvandenes sammensætning og egenskaber er direkte afhængig af jordbundens geologiske og hydrologiske forhold, og at deres virkning paa organismen ved indvendig og udvendig anvendelse maa bedømmes ud fra deres fysiske egenskaber og kemiske sammensætning, betragtet fra farmakologisk og fysiologisk synspunkt.

Og her sluttede Th. sig helt tid til den nye retning. Sine nærmeste forbilleder havde Th. (som nævnt ved anlegget af Sandefjord bad) i Sverige, hvor helsekilder og badevæsen længe havde spillet en meget stor rolle i folkets og den nationale lægekunsts liv, og havt en selvstændig og meget bernærkelsesværdig videnskabelig udvikling. Medevi var saaledes kjendt allerede 1677, og vandet der undersøgt 1678 af URBAN HJÄRNE; Loka var et søgt badested omkring aar 1700, LINNÉ havde ved sine beskrivelser af flere svenske bad i vide kredse vakt opmærksomheden for den, og, i 1770 havde TORBEREN BERGMAN forsøgt at lave kunstigt mineralvand til eget brug, halvhundrede aar før Struve. De af BERZELIUS, udførte banebrydende undersøgelser af svenske og andre mineralkilder er ogsaa før nævnt. I sit store værk nævner ogsaa OSANN over 50 svenske kursteder i aarene omkring 1830, paa en tid altsaa da der endnu ikke fandtes et eneste i Norge.

Blandt disse svenske kursteder var det vistnok især det siden 1813 livligt opblomstrende Strömstad bad, der for Th. stod som mønster, ligesom det var derfra, at han indførte den første forsyning med "gytje", tilligemed dette stofs svenske navn, der siden har faaet borgerrett i vort sprog.

Men ud fra disse nærmere og fjernere forudsætninger formaaede han af de naturlige hjælpemidler ved Sandefjord og Modum bad at udforme de selvstændigt og eiendommelig gjennerntænkte behandlingsmethoder, som senere med ret er betegnet som DE THAULOWSKE METHODER, og som har sat spor i hele den her i landet brugelige badebehandling.

Disse methoder udmærker sig i første række ved den aktive hudbehandling, ved knadning, børstning og piskning med bjerkeris, som den badende i regelen underkastes, afpasset i styrke og varighed efter hans lokale lidelser og almentilstand. Ligeledes benyttede Th. allerede fra de første aar dusch og styrt med en finere hensyntagen baade til disse badeformers temperatur og mekaniske effekt end tilfældet dengang synes at have været i Tyskland, og de tekniske indretninger han opfandt for ganske enkle midler at kunne variere disse effekter var sindrige og for den tid meget tilfredsstillende.

Gjennemgaaende sporer man i hans behandling den vistnok idetheletaget i de nordiske lande udprægede omsorg for den enkelte person, hvilket faar sit særlige udslag i det her i landet raadende system, at den enkelte badegjæst aldrig under badningen blir passivt overladt til sig selv eller sin egen behandling men under den hele badetid betroes en bestemt person af badebetjeningen, som saaledes faar ansvar og interesse for vedkommende. Dette forudsætter og udvikler ogsaa en betjening, der med nøiagtighed og forstaaelse udfører lægernes ordinationer, og derved selv blir en vigtig del af kurapparatet.

Men ved siden af en vel afveiet anvendelse af de materielle kurmidler forstod Th. tillige betydningen af badelivets hygieniske og psychologiske faktorer. I den moderne skoles aand værdsatte han høit det regelmæssige leveset, opholdet i frisk luft, afhærdingen og den legemlige som aandelige disciplin, der ved vore norske kursteder, som praktisk talt næsten alle er "lukkede" anstalter, saa godt opnaaes ved dagens inddeling mellem de forskjellige kurpligter. Denne disciplin, der ved sit krav paa nøiagtighed i udførelsen af ordinationerne saa væsentlig bidrager til at gjøre den balneologiske behandling saa virksom som mulig, er for mange sjælelige og nervøse tilstande kanske netop det vigtigste led i kuropholdet, da individet herved lettes for de krav paa initiativ og ansvar, som i samfundslivet netop slider paa sindet.

Herved stiller vistnok store fordringer til lægernes omhu for den enkelte og for overholdelsen af den for kuropholdet i sin helhed lagte plan. Men disse fordringer har nu faaet traditionens ret hos os.

De norske kursteder bør visselig søge at bevare denne af Th. skabte tradition.

Thaulow havde den lykke op gjennem aarene at faa bevare sin aandsfriskhed, sin interesse for alt hvad der skede i tiden og i hans videnskab. Han fulgte med udviklingen lige til det sidste, var ivrig optaget af de fremskridt som f. eks. elektricitetslæren og bakteriologien gjorde. Tiltrods for sin høie alder havde han derfor ikke overlevet sig selv, da han 86 aar gammel døde 19de august 1894, under badesæsonen paa Modum bad.

Han blev begravet inden badets omraade paa det Iille familie-gravsted, han selv havde valgt og ladet indvie, og hvor nogle aar i forveien hans hustru var stedet til hvile.

To monumenter, det ene prydet med dr. Thaulows buste, det andet med den af ham selv modelerede portrætmedaillon af hustruen, betegner de to gravsteder.

Og naar man fra den bevægede travelhed og det muntre, brogede liv under sæsonen ved St. Olafs bad finder hen til dette fredlyste sted, hegnet af blomster og grønt, skygget af træernes kroner, da gribes man stærkt af den helhedsvirkning, som ligger til grund for dette skjønne steds trylleri, og man blotter ærbødigt sit hoved for den mand som skabte det.